Alle cases

Et rådgivningsfirma, der skulle ligne et

  • Min rolleDesigner og udvikler
  • TypeStatisk website
  • Påbegyndt2026
Bygget medAstroTypeScriptAzure Static Web AppsGitHub Actions
Se produktet live
Via Ire — Skærmbillede af den offentlige hjemmeside
Via Ire — Et kig på hjemmesiden i drift

Problemet

Via Ire er Allan Kirkfeldt, erhvervspsykolog med rådgivning om mennesker, kultur og ledelse i danske organisationer. Hans hjemmeside var sat op i Elementor på en eftermiddag og fungerede som pladsholder snarere end som førstehåndsindtryk. Målgruppen er bestyrelser, HR-chefer og skoleledere, der skal beslutte, om de tør lægge en svær samtale i hænderne på nogen — og siden hjalp dem ikke med den beslutning.

Teksten havde samme problem. Den beskrev, hvad han laver, uden at sige hvad der ændrer sig bagefter, og det er det eneste, en kommende kunde i virkeligheden læser efter.

Nedenunder koster en sidebygger noget, der aldrig går væk: plugins der skal opdateres, en database der skal sikkerhedskopieres, og en indlæsning langsom nok til at siden tabte folk, før den havde sagt noget.

Det jeg byggede

Sitet er statisk. Det bygges til filer og udgives på Azure Static Web Apps via GitHub Actions, så der er intet CMS at holde opdateret og ingen database at miste. Hosting koster ingenting på gratisniveauet, og mailen bliver liggende, hvor den er, så de eksisterende adresser virker uændret.

Allan skrev teksten om, og jeg byggede sitet op omkring den — inklusive en ydelse, han ikke havde haft før. Strukturen følger den måde, han rent faktisk forklarer arbejdet på: først hvordan problemet føles indefra, så hvad der ændrer sig.

Bomærket er Allans eget. Jeg tegnede et nyt som forslag, men han bruger sit på slides og til tryk, og et mærke er kun noget værd, hvis det er det samme alle steder. Til gengæld var filerne tolv PNG'er med baggrunden bagt ind, så det ikke kunne ligge på andet end hvidt. Mærket er tegnet om som vektor, så det er skarpt i alle størrelser og tager farve efter sin baggrund — mørkeblåt i toppen, sandfarvet i bunden. Selve lockup'et er for bredt til et favicon, så det er grantræet alene, der holder ned til 16 px.

Der er ingen analytics, ingen cookiebanner og ingen tredjepartsscripts, for sitet sætter slet ingen cookies. Fontene ligger på sitets eget domæne i stedet for hos Google.

Hver side er testet ved 390 og 1440 px mod WCAG 2.1 AA. En stor del af målgruppen arbejder på skoler og læser på telefonen mellem møder, så mobil var udgangspunktet frem for en tilpasning bagefter.

Hvor det står i dag

Sitet får 100 i Lighthouse på både ydelse, tilgængelighed, best practices og SEO, og kører uden fejl i en automatisk tilgængelighedskontrol på samtlige sider.

Det ligger på Azure nu og flytter til viaire.dk, når domænet peges om. Allan beholder sin mail, hvor den er, og det hostingabonnement, der før bar hjemmesiden, kan skrues ned til den del, han stadig har brug for.